Kan man løbe fra sin alder?

De 40-69-årige dyrker mere motion end nogensinde. For nogle af dem bliver maraton, lange cykelløb og anden ekstremsport en del af identiteten. De træner tidligt og sent og mange timer hver uge. Er det af hensyn til sundheden eller forsøger de at løbe fra alderen? »De er opsat på at fastholde ungdommens livsstil og værdier,« siger idrætsforsker.

Har du også et midaldrende familiemedlem eller en nabo, som står tidligt op og løber lange ture, inden han tager på arbejde?

Eller som tager cyklen fra København til sommerhuset i Rørvig, når der er sommerfest, og som dagen efter står tidligt op for lige at løbe en tur, inden han cykler hjem om eftermiddagen?

Så er du ikke alene. Flere og flere mænd over 40 dyrker motion, og en del af dem går virkelig til makronerne. For dem er to ugentlige løbeture på fem kilometer og lidt styrketræning ikke nok. De vil have pulsen op, hvor det gør ondt, og de løber, cykler og svømmer på fuld tryk.

»Det er folk, som binder deres identitet op på idræt. Ikke alene cykler mange af dem på arbejde, de går også rundt i løbesko, og de værner om deres yndlingstrøjer, som beviser på at de har gennemført New York Marathon og andre løb, for at signalere deres identitet: at de er løbere, triathleter, cykelryttere eller hvad de nu er,« siger Kristoffer Henriksen, der er cand.psyk. og formand for Dansk Idrætspsykologisk Forum.

Mindre rødvin
Denne gruppe af supermotionister – fortrinvis mænd – går så meget op i deres sport, at de indretter deres hverdag på det. De sorterer sociale arrangementer fra, drikker mindre rødvin, når de er sammen med vennerne, går tidligt i seng og siger nej tak til tante Odas 60 års fødselsdag, fordi den fejres dagen inden en halvmaraton.

»Det minder om eliteidræt, men uden at resultaterne dog kan følge med,« siger Kristoffer Henriksen.

En undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut (Idan) viser, at andelen af motions- og sportsaktive mænd for første gang i historien stiger med alderen. Godt 50 procent af de 40-69-årige dyrker regelmæssigt motion, og det er mere end tidligere. Blandt de 30-39-årige dyrker knap 50 procent regelmæssig motion, mens godt 60 procent af de 60-69-årige gør det.

Fastholder ungdommen
Kasper Lund Kirkegaard, der er ph.d.-studerende og idrætsanalytiker på Idan, forklarer mændenes adfærd med skiftende livsfaser.

»I ungdommen har man mulighed for at dyrke relativt meget idræt. Derefter følger en karriere- og forældrefase, hvor man er presset på tid, men når så børnene flytter hjemmefra, får mange igen tid,« siger Kasper Lund Kirkegaard.

Også ønsket om en sund krop er en stærk drivkraft for motionisterne, og et andet motiv er social status.

»Der ligger nogle positive værdier i at fortælle og vise omverdenen, at man både har tid og overskud til at dyrke motion. Den veltrænede og disciplinerede krop er blevet et udtryk for, at man generelt har styr på sit liv,« siger Kasper Lund Kirkegaard.

Han mener, at supermotionisterne gennem træningen forsøger at fastholde ungdommens livsstil og energi og undgå kropsligt forfald.

»Selv om der selvfølgelig findes ekstreme tilfælde ungdomsforherligelse, så er langt de fleste ikke bange for at blive ældre, men de forsøger at udskyde den aldringsproces, som alle skal igennem. Det er en del af deres livsprojekt og identitet at holde fast i den livskraft, energi og livsstil, som ellers tidligere primært kendetegnede ungdommen,« siger Kasper Lund Kirkegaard.

Kristoffer Henriksen siger, at supermotionisterne i højere grad drives af løbsresultater end ønsket om sundhed og en flot krop. De ved godt, at de ikke kan gøre sig gældende i eliten, men de vil gerne forbedre deres egne tider. De kan, siger han, i kraft af deres præstationer »udødeliggøre« sig selv – ikke i elitesammenhæng, men i familien og blandt vennerne.

»For dem er det da fint nok at være sund og slank, det er en god bivirkning, men det er ikke det primære motiv. Hvis det var tilfældet, ville de ikke træne så ensidigt i cykling eller løb. Så ville de også styrketræne. Målet er ikke at få en allround sund og harmonisk krop. Løbere er tit sådan nogle tynde nogle, og cykelryttere risikerer at blive krumbøjede af at sidde så meget på en cykel. Enhver fornuftig fysioterapeut ville sige, at de skulle træne mere alsidigt, men det er de ligeglade med,« siger Kristoffer Henriksen.

Ingen dødsangst
Spørger man ham, om de midaldrende supermotionister er ramt af dødsangst, svarer han nej. Der er snarere tale om angsten for at blive gammel.

»At blive gammel indebærer jo, at der er nogle ting, man ikke længere kan gøre, som da man var ung. Mange kommer i gang med at træne og opdager, at de ved at træne kan korrigere for denne proces. De kan både bevare deres form, og måske endda blive bedre end da de var 45 år. Mange oplever et markant øget velvære, når de træner, og at de skyder sig tilbage til ungdommen gennem træningen. De er vildt fascineret over, at de måske kan løbe en halvmaraton hurtigere som 50-årige, end da de var unge. Man gør på en måde op med tanken om, at kroppen degenererer. Fysisk formåen er ikke så meget et spørgsmål om alder, som et spørgsmål om, hvordan man træner,« siger Kristoffer Henriksen.

Beder man ham om at gøre regnskabet op med plusser og minusser, kalder han supermotionisternes adfærd for overordnet positiv.

»Det er en gruppe mennesker, som finder en meget stærk identitet i noget, der er sundt og godt langt hen ad vejen. Men det kammer over, hvis man begynder at træne så meget, at kroppen ikke kan klare det og får overtræningssymptomer. Det sker heldigvis for meget få, for kroppen kan klare rigtigt meget. Det er også negativt, hvis overdreven træning bliver en social hindring, så man ikke kan deltage i fester og være sammen med familien, fordi man skal træne hele tiden, men jeg tror, det drejer sig om meget få. For de fleste foregår det meget harmonisk.«

Kilde: berlingske.dk